Førstepladsen sikret
|
|
|
Af Peder Fløe -
Kl. 22:28:30 - 6. marts 2010
Med en sejr på 61-65 på udebane over Hørsholm 79ers sikrede Aabyhøjs ligadamer sig en slutplacering på tabellens førsteplads efter mellemspillet.
Førstepladsen giver direkte adgang til semifinale, og der er tæt kamp om andenpladsen, som ligeledes giver semifinaleplads. Her kæmpes mellem BK Amager, SISU CPH og Hørsholm 79ers, som alle har mulighed for sikre sig den sidste direkte semifinaleplads. De 2 øvrige hold må ud i kvartfinaler mod nummer 5 og 6 i mellemspillets andet lag.
Dagens opgør mod Hørsholm 79ers gav revanche til gæsterne fra Aabyhøj, efter at Hørsholm vandt første møde i mellemspillet. Mere vigtigt var, at kampen også gav gensyn med kollektivets fightervilje og vinderindstilling. En stor cadeau til holdet for at rejse sig så flot efter den elendige indsats sidste lørdag mod SISU lyder det fra head coach Thomas Press - Nu gælder det om, at vise at vi også kan spille godt i to kampe i træk fortsætter træneren med sigte på næste lørdags hjemmekamp mod BK Amager - ellers kunne vi jo lige så godt kaste med en mønt slutter en Thomas Press, som fremviste et langt mildere ansigtsudtryk end efter kampen mod SISU CPH.
Aabyhøj viste allerede fra start, at de var klar og spillede en rigtig god første periode, som sluttede 17-22 i Aabyhøjs favør med blandt andet 3 3-point scoringer af Stephanie Mannemar, Anne Deleurean og Ida Krogh.
Også i den første halvdel af anden periode har Aabyhøj kontrol over kampen, men efter stillingen 21-29 sker der et udfald for gæsterne. Dumme beslutninger, koncentrationssvigt og dommerkendelser, der absolut ikke går Aabyhøjs vej, karakteriserer de sidste minutter før halvleg. Hørsholms Kristine Dalgaard benyttede lejligheden til at vise, at hun for alvor er tilbage i dansk topbasketball med en række flotte aktioner og scoringer. Hørsholm's har vind i sejlene og er foran 37-33 ved pausen.
Efter pausen trådte et koncentreret og målrettet hold fra Aabyhøj heldigvis på banen. Med flot forsvarsspil blev hjemmeholdet holdt på 7 point i tredie periode. I den anden ende henter gæsterne langsomt hjemmeholdets føring, og to 3-point scoringer af Stephanie Mannemar til sidst i perioden pynter gevaldigt på resultatet. Aabyhøj vinder perioden 7-16, og Aabyhøj er foran med 5 før fjerde og sidste periode.
Hørsholm starter 4. quarter bedst, og Heather Stec bringer hjemmeholdet på 56-56 og derefter 58-56 midt i perioden. Aabyhøj er dog stadig godt kørende i forsvarspillet, og samtidig sættes sikre scoringer af Ida Krogh, Faye Muller og Emilie Hesseldal. Aabyhøj vinder 61-65 på en god kollektiv indsats og ikke mindst indstilling. Hørsholm spillede en god kamp, og matchede Aabyhøj rigtig godt. På dagen har Aabyhøj dog de bedste scoringsprocenter, ligesom reboundspillet går til Aabyhøj med 38 mod 29 - ikke mindst takket været Aabyhøjs udnævnte firefigther Faye Muller, der alene tegnede sig for 17 rebounds (og 18 point).
Topscorere Aabyhøj: Faye Muller 18p, Ida Krogh 15p, Emilie Hesseldal 13p, Stephanie Mannemar 12p
Topscorere Hørsholm 79ers Kristine Dalgaard 14p, Heather Stec 13p, Katrine Hounsgaard 9p
|
|