Darko Jukic er på plads
|
|
|
Af Laszlos linier -
Kl. 22:06:02 - 10. juni 2010
Der er med stor glæde, at Aabyhøj Basketball kan meddele, at en af Danmark´s største basketballtalenter Darko Jukic, har indgået en aftale med de grønne fra ådalen for de kommende 2 sæsoner. Darko har et ønske om, på længere sigt, at gøre basketball til sin levevej, derfor indgår der i aftalen en bestemmelse om, at Darko kan forlade klubben, hvis han får en attraktiv kontrakt med en udenlandsk klub, i en af de større europæiske ligaer.
Darko Jukic er allerede i en alder af 17 år blevet indlemmet i den danske landsholdstrup under daværende landstræner Allan Foss, men har stadig sin landsholdsdebut til gode, idet han fortsat er montenegriner. Han håber dog snarest at få et dansk statsborgerskab, så han kan tørne ud for de rød/hvide. Darko kom til Danmark for mere end 10 år siden.
Darko har tidligere spillet i den københavnske klub Falcon. I sidste sæson spillede han i den tyske bundesligaklub Ratiopharm ULM. ”Så vidt vi er orienteret, har flere klubber været ude efter at få Darko´s underskrift på en kontrakt. Derfor er vi meget glade for, at han valgte klubben i Ådalen som sin nye klub, og i ledelsen er vi stolte over, at vi har været i stand til at tiltrække så dygtig og attraktiv en spiller som Darko” udtaler formanden for herreligateamet Per Lysdahl.
”Det sker ikke hver dag, at dygtige spillere fra Københavnsområdet flytter teltpælene vestpå, men når det har været tilfældet her, bekræfter det os i, at vi i Aabyhøj Basket har gang i noget rigtigt, med satsningen på unge talentfulde spillere, som hos os kan udvikle sig i et miljø, hvor der både gives ansvar og spilletid. Kun herigennem får vi flere dygtige danske spillere og bedre resultater” fortsætter Per Lysdahl.
Vi har en klar forventning om, at Darko vil passe godt ind på holdet og vil forstærke holdet: "Darko er en meget atletisk spiller med et stort potentiale. Han kan blive rigtig god og jeg glæder mig til at arbejde med ham", udtaler Allan Foss.
Velkommen til Darko!
|
|