Det kan afgøres lørdag
|
|
|
Af Heidi Sauer Hvidholm -
Kl. 00:08:10 - 11. marts 2012
Aabyhøj skulle den lange vej til København for at spille nedrykningsdrama nr. 2 mod Falcon. Aabyhøj havde vundet den første kamp og kunne bringe sig i spidsen med 2-0 med en sejr over Falcon. Det blev også tilfældet, da Aabyhøj vandt 84-74 efter en spændende kamp.
Ligesom i forrige kamp var den 1. periode uhyre tæt. Falcon var mest dominerende og Robert Fields startede rigtig godt ud. Papa Ba kom hurtigt i fejlproblemer, hvilket hæmmede Falcon i deres inside spil. Falcon var i spidsen med 23-18 efter 1. periode. Aabyhøj løftede spillet markant i 2. periode og særligt i de sidste 5 minutter af perioden stod der Aabyhøj på menuen. Udeholdet fra Aabyhøj kunne således bringe sig i spidsen 40-38.
3. periode var helt tæt, men Aabyhøj satte tingene på plads i 4. periode. Falcon havde meget svært ved at finde netmaskerne og Aabyhøj fik de helt rigtige afslutninger. Gudni Valentinus havde et stærkt indhop angrebsmæssigt, mens Ronny Laier gjorde det stærkt i forsvar. Set over hele kampen leverede Anton Elsner vel tæt på sin bedste kamp med nogle afgørende plays, mens D'Mario Curry havde en fænomenal kamp med 30 point og 19 rebounds. Falcons strategi med at lukke Rio ned lykkes ikke efter planen.
Sejren betyder, at Aabyhøj kan afgøre serien hjemme. Den kamp spilles lørdag den 17. marts, kl. 16.30. Kom ned og hep på holdet.
Sammendrag fra kampen mod Falcon kan ses her: Aabyhøj sænkede Falcon
|
|
|
|
|
|