|
Generalforsamling af 06/08-2010
|
Referat fra generalforsamling i Aabyhøj IF Basketball Tirsdag den 8. juni 2010 kl. 19.00 i Åbyhallen
Leif Haaning bød velkommen.
1. Valg af dirigent Per Lysdahl blev valgt til dirigent. Per Lysdahl konstaterede at generalforsamlingen er lovlig indvarslet. Den blev lagt på Aabyhøj basketballs hjemmeside den 17. maj og siden ophængt i Åbyhallen.
2. Fremlæggelse af forhandlingsbogen Der var ingen, der ønskede forhandlingsbogen fra sidste generalforsamling oplæst.
3. Formandens beretning Formandens skriftlige beretning blev uddelt. Se bilag nedenfor for den fulde beretning
Formanden kommenterede desuden punkterne: • De sportslige resultater • Ambitionsniveau, udviklingsbehov og behovet for hjælp • Eliteholdene • Bredden • Økonomiske forhold • Fremadrettet fokus
Kommentarer fra generalforsamlingen: • Fra flere sider var der ros til en grundig og velstruktureret beretning • Henning Randrup pointerede værdien af en velorganiseret holdlederfunktion, og værdien af at inddrage holdlederen i forskellige opgaver, som f.eks. at aktivere hjælpere til forskellige arbejdsopgaver • En kort debat førte til en opfordring til breddeudvalget om at have fokus på, at der altid findes en holdleder til ethvert ungdomshold, og at der også er en rutine for orientering om opgaver og forventninger til nye holdledere • Pernille Randrup spurgte, om bestyrelsen havde set på nogle af de modeller for involvering af ungdomshold som hjælpere, der findes i Kbh.klubber • Formanden bekræftede, at det netop var en af de ting, som man i sæsonen havde interesseret sig for, at der planlægges en justeret model for involvering af ungdomsholdene til blandt andet kampafvikling • Pernille Randrup fandt, at det ville være en god idé at udsende en form for årsplan for klubbens forskellige aktiviteter og opgaver, som kræver hjælp • Formanden kunne hertil svare, at en sådan årsplan allerede var tænkt i forhold til den kommende sæson, og ville blive udsendt i god tid før sæsonstart • På spørgsmål om, hvorvidt bestyrelsen havde overvejet kontingentforhøjelser, svarede formanden, at det har været overvejet, men at man godt ville fastholde både struktur og niveau, som er fremkommet efter de sidste par års justeringsrunder. Endvidere, at et kontingentniveau, som kendes fra flere Københavnske klubber, ikke passer godt ind i det miljø og område, som er det naturlige opland for Aabyhøj Basketball • Henning Randrup spurgte på muligheden for som herre seniorspiller at spille 1. division i Århus, og samtidig opretholde mulighed for at spille på seniorhold i Aabyhøj Basketball. Bestyrelsen kunne orientere om, at der netop foreligger forslag til ændring af licensreglerne, så en sådan konstruktion kan blive mulig. Af gode grunde kendes forslagets skæbne på Rigsdagen dog ikke
Beretningen blev enstemmigt godkendt.
4. Regnskab Ove Pedersen fremlagde regnskabet. Ove Pedersen beklagede, at regnskabet i år udviste et underskud, men glædede sig i samme ombæring over, at det trods dystre udsigter omkring juletid blev så forholdvis beskedent. Samtidig roste Ove Pedersen den øvrige bestyrelse samt en række andre for udvist ansvarlighed og stort engagement i den økonomiske genopretning, der har taget form efter nytår.
Regnskabet blev enstemmigt godkendt.
Budgettet for næste år blev fremlagt. Der er skåret ind til benet på en række områder, og det gav blandt andet anledning til udveksling af synspunkter om begrænsede muligheder for at gennemføre en række af de udviklingstiltag, som også karakteriserer Aabyhøj Basketball. Der er ingen tvivl om, at der er brug for kreative idéer til finansiering af udviklingsprojekter.
5. Indkomne forslag Der var ikke indkommet nogle forslag.
6. Valg af bestyrelse • Valg af formand. Leif Haaning blev genvalgt • Valg af kasserer. Ove Pedersen blev genvalgt • Valg af sekretær. Posten er vakant, og generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at supplere sig på denne post • Valg af øvrige bestyrelse: • På valg: • Peder Fløe ¬– sidder som formand for dameligateamet - genvalgt • Øvrige bestyrelse, men ikke på valg: • Per Lysdahl – sidder som formand for herreligateamet • Henrik Pedersen – sidder som formand for breddeteamet • Thorbjørn Wangen – sidder som medieansvarlig
7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter • Per Eg og Ole Hald er genvalgt
8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant • På valg som revisorer er Ole Kristensen og Claus Krogh - de blev genvalgt • Som revisorsuppleant blev Henning Randrup valgt
9. Valg af 8 repræsentanter til AAIF’s repræsentantskabsmøde Repræsentantskabsmødet afholdes sidste fredag i februar 2011. De 8 repræsentanter er: • Bestyrelsen undtagen Ove Pedersen (Som sidder i hovedbestyrelsen), og desuden • Pernille Randrup • Henning Randrup
Det giver kun 7 repræsentanter. Bestyrelsen finder en yderligere, og etablerer også en liste med suppleanter, da der erfaringsmæssigt vil være afbud.
10. Eventuelt • Der var en kort fortsættelse af debatten om holdlederfunktionen, og Henning Randrup barslede med idéen om at formalisere en form for ”holdleder mentor”. Det vil nok være muligt at overtale Henning til at indgå i den funktion • Henning Randrup fik et ”go” for at undersøge tekniske og kommercielle muligheder for at kunne optage og streame video fra kampe i Åbyhallen • Der var også en kort debat om, hvordan generalforsamlingen kunne gøres til en mere aktiv og debatskabende event. Der var enighed om, at man til næste generalforsamling aktivt og specifikt skulle invitere alle udvalg samt alle holdledere. • Uddeling af pokal for en god indsats i Aabyhøj Basketball (BP-pokalen). Pokalen blev i år tildelt familien Randrup-Thomsen for et altid stort engagement og udvist hjælpsomhed
Leif Haaning afsluttede mødet.
BILAG Formandens beretning
Sportsligt har det været et fantastisk år med flotte resultater til vores seniorhold og ungdomshold. Økonomisk har det været et turbulent år, hvor vi har været under et voldsomt pres. Det har også betydet, at vi har trukket store veksler på klubbens aktive og det er derfor rart at se, at vi med fælles hjælp er kommet helskindet gennem året.
Hjælp og ambitioner Vi har et højt ambitionsniveau i klubben og har mange aktiviteter. Sådan er det i Aabyhøj Basketball og sådan skal det fortsat være. De høje ambitioner og de mange aktiviteter gør det sjovt at være i klubben og det tiltrækker også en masse dygtige trænere, ledere og spillere. Det har vi ikke noget i mod. Det betyder dog også, at man som medlem i Aabyhøj Basketball skal forvente at hjælpe til med at løse de forskellige opgaver i klubben. Der er mange som yder en stor indsats og så er der nogen, som ikke hjælper så meget til. Det er et kæmpe problem, at ikke alle træder til for at hjælpe og det betyder bare, at det bliver de samme, der løfter opgaven. Det er vigtigt at sende et klart signal: Når man er medlem af Aabyhøj, så hjælper man til med de opgaver der er. Det er ikke fordi, det er sur pligt, men fordi vi vil have en klub med mange spændende aktiviteter for vores medlemmer og for alle andre i ”basketdanmark”. Vi vil have gode ligahold, som vores ungdomsspillere kan spejle sig i, vi vil have de bedste camps, vi vil have det bedste basketstævne, vi vil holde pokalfinaler og DM finaler for ungdomshold etc. Selvfølgelig skal alle være med til at løfte de opgaver, der er.
I bestyrelsen går vi med tanker om at indføre et ”betalingssystem”, sådan at dem der ikke hjælper betaler et højere kontingent, mens dem der hjælper til får et billigere kontingent. Bestyrelsen vurderer på hensigten ved et sådant system.
Eliten Det har været endnu et flot år for damerne. Igen i år fik vi sølvmedaljerne, hvor vi selvfølgelig havde håbet på guld, men vi vandt pokalfinalen efter en flot præstation. Et stort tillykke med den sejr. Den satsning vi iværksatte i forhold til damerne bærer frugt og med de mange talenter der kommer fra ungdommen er der ingen tvivl om, at vi går en fin fremtid i møde på damesiden. Trænerteamet er fastholdt også for næste sæson, hvilket er et klart signal om, at den positive udvikling fortsætter.
Herrerne har haft et fantastisk år med en flot plads i semifinalen. Resultatet er samtidig opnået ved at bruge nogle af de mange talenter. Det er rart at se, at trænerteamet og herreligateamet har haft tillid til de unge og har haft modet til også at bruge dem. Også her er trænerteamet fastholdt for næste sæson, sådan at vi kan fortsætte de gode takter. Det blev til en flot guldmedalje til D-league, der viser, at vi har en ungdom at bygge videre på.
Selvom der er mange opgaver at løse, så synes jeg, at strukturen med et dameligateam og et herreligateamet haft vist sin levedygtighed. Det betyder også, at der større mulighed for at skabe sammenhæng og mere kontinuitet. Der er dog heller ingen tvivl om, at vi i det kommende år skal finde flere folk til at hjælpe med de opgaver der er og skal skabe et langt stærkere økonomisk grundlag for de to hold. I den kommende sæson vil vi arbejde målrettet på at få skabt en mere bæredygtig ”forretningsmodel” for ligaholdene og arbejde på at gøre vores ”ligaprodukt” endnu mere attraktivt. Bredden Som altid har vi sportslig succes med vores ungdomshold. 6 hold i DM-finalerne og hele 7 hold til de nordiske mesterskaber, hvilket er endnu bedre end sidste sæson. 94 piger vandt det nordiske mesterskab for tredje år i træk. Det har ingen danske hold gjort før dem. 95 piger gik i finale og fik sølv. Stammen på U 16 damelandsholdet udgøres af spillere fra 94 og 95 piger, hvilket viser hvilken kvalitet der er på holdene. Vores ungdomshold klarer det meget flot i de rækker og stævner, hvor de deltager.
Særligt på pige siden klarer vi det godt og vores ambition er at gøre det lige så godt på drenge siden. Derfor satser vi ekstra på drengene de kommende år. Vi går efter at finde dygtige trænere til drengene og Arnar Gudjonson bliver sat i spidsen for et udviklingsprojekt på drengesiden. Hvis pigerne kan vinde NM, så kan drengene også!
I sæsonen 2009/2010 igangsatte vi et projekt for ynglingeherre. Det var ESAA samarbejdet med Bakken Bears, Skovbakken og Sansestormerne. Formålet var at styrke udviklingen af spillerne og forberede dem bedre til eliten. Sportsligt har det været en ubetinget succes med sejr i Aarhus Cup, pokalfinalen, Lundaspelen og deltagelse til NM. Ud af 15 spillere var der 9 fra Aabyhøj. Det var en flot repræsentant. ESAA samarbejdet har dog også kostet medlemmer på breddesiden. Det er forventeligt at drenge i 16/17 års alderen begynder at interessere sig mere for andre ting end basket, men vi har ikke haft et ordentligt tilbud til de spillere, der ikke kom på ESAA holdet. Det skal ændres til næste år.
Endnu engang er det en fornøjelse at se så mange glade børn og forældre i klubben. Der skal lyde en kæmpe ros til holdlederne og til trænerne for det store arbejde, som de ligger for dagen. Alle vores hold har kompetente og voksne trænere. Det betyder, at spillerne er i trygge hænder og får gode muligheder for at udvikle sig socialt og basketmæssigt.
Vores ungdomsstævne, Århus Cup, var igen en succes. Det blev et rekordår med mange hold. Vi håber, at vores stævne bliver af samme kvalitet i 2010. Også vores 2 camps har fået positiv feedback. Vi vil dog også gerne gøre det endnu bedre. Derfor arbejder vi på at styrke vores camps.
Der er mange roser til bredden, men to ting skal vi have gjort noget ved: Vi skal have flere dommere og vi skal have flere til at uddanne sig.
Økonomi og sponsorer Økonomien har altid været en udfordring i Aabyhøj. Sidste år kunne vi fremvise et overskud på lidt over 20.000,- kr. og bestyrelsen havde en forventning om, at vi kom ud af sæsonen 2009/2010 med et lille overskud. Det var dog før, at finanskrisen havde slået helt igennem. Derfor fremviser vi desværre et underskud på ca. 75.000,- kr. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, men set i lyset af den generelle udvikling for sponsorindtægter med klubber, der viser kæmpe underskud og går konkurs, må vi konstatere, at Aabyhøj Basketball er sluppet nådigt. Vi har været presset i løbet af sæsonen, men ved fælles hjælp har vi skaffet ekstra indtægter hjem, der har begrænset underskuddet en stor ros til det arbejde.
Vi har været gode til at styre vores udgifter og vi rammer det budgetterede udgiftsniveau. Det var noget af det, som bestyrelsen satte fokus på i starten af sidste sæson. Vores sponsorindtægter for eliten er faldet drastisk i forhold til forrige sæson. Vi har nogenlunde samme antal sponsorer som tidligere, men de giver mindre. Det er klart, at det er ikke holdbart, at vores økonomiske grundlag er som det er for vores liga. Derfor skal vi have sat fokus på den del. Bestyrelsen vil derfor hurtigst muligt udarbejde en plan for, hvordan indtægterne kan hæves. Samtidig skærer vi budgettet for eliten til indtil vi er sikre på, at de nødvendige indtægter er til stede. Vi skal have indtægterne op for eliten ellers er fremtiden for de to hold meget kort!
Vi har ingen forventning om, at finanskrisen pludselig stopper og at virksomhederne begynder at øse om sig med sponsorpenge, men vi har en forventning om, at vi i løbet af næste sæson kan få vendt tingene og fremvise et klart bedre resultat, når regnskabet afsluttes næste år.
Fremadrettet fokus Alt i alt kan vi se tilbage på sæsonen med tilfredshed. Det er generelt gået godt, selvom økonomien kunne være bedre. Bestyrelsen har besluttet, at der i næste sæson vil blive sat særlig fokus på følgende områder:
1. Udvikling af bæredygtig forretningsmodel for eliten: Vi skal have udviklet en bæredygtig forretningsmodel for eliten. Der vil sige, at indtægterne skal i vejret blandt andet gennem udvikling af vores sponsorarbejde og udvikling af vores ”ligaprodukt”. Vi skal finde en model, hvor eliten kommer til at fungere endnu mere økonomisk og organisatorisk selvstændigt.
2. Udvikling af et professionelt træningsmiljø: Dameligaholdet og 1. Division damer skal hænge bedre sammen og Herreligaholdet og 2. Division skal hænge bedre sammen. Vi skal have skabt et professionelt træningsmiljø, sådan at spillere får bedre mulighed for at udvikle sig fysisk og basketmæssigt. Det betyder også mere og bedre træning.
3. Fokus på talentarbejdet i forhold til drengene: Vi er gode til at skabe gode ungdomshold og talenter, men har svært ved at skabe spillere som realiserer deres talent fuldt ud og bliver dominerende ligaspillere. Det er særlig tydeligt i forhold til herresiden. Derfor vil vi gerne styrke denne del og til næste sæson, vil der blive iværksat en række tiltag, som skal styrke udviklingen på drengesiden.
4. Flere hjælpere og dommere: Den helt store udfordring er at skaffe nok folk og vi har en særlig udfordring i forhold til dommere. I næste sæson vil der derfor blive arbejdet på at skaffe flere hjælpere og flere dommere.
Mange tak til de mange, som har lagt en stor indsats i indeværende sæson. Bestyrelsen og jeg ser frem til den kommende sæson.
Leif Laszlo Haaning Formand Aabyhøj Basketball
|
|
|
CHART.DK:
 |
|
|